Er klimaforandringer en hoax?

September 26, 2018

 

 

Angående den næsten religiøse diskussion om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte eller ikke:

Jeg tror, det er vigtigt at adskille tingene her. At sige, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte er ingenlunde det samme som at sige, at vi bare skal klø på med at smadre Jordens økosystemer. De menneskeskabte miljøødelæggelser, der (også) er bevæggrunden for den store majoritet af de, der 'hepper' på teorien om en antropocænt forårsaget global opvarmning, står ikke til diskussion. At disse, altså miljøødelæggelserne, er reelle, benægter vel ingen idag.

Skænderiet om, hvorvidt det er det ene eller det andet, menneskeskabt eller ej, er i mine øjne en pseudodiskussion, der handler om alt andet end det vigtige. Ved at poste penge i IPCC sørger megakorporationerne for, at vi snakker om vejret frem for om dem. I stedet for at stoppe deres hærgen af planeten med os som de 'glade tosser', der køber deres bras, lader vi os narre af illusioner og korporative manuskripter. Alle har så travlt med at glo på fingeren, at ingen ikke ser, hvad der peges på.

Uanset om klimaforandringerne har astronomiske eller antropocæne årsager, så ændrer det ikke på, at vi er nødt til at trykke den civilisatoriske bremse helt i bund, hvis mennesket skal have en fremtid på kloden.

 

Udryddelsen af arter og ødelæggelsen af fødekæder og biotoper via skovrydninger og asfaltudbredelse, monokulturelle landbrug og industriørkener, råstofræs og krig, plastik og kemi, støj- og lysforurening etc. er altsammen fænomener, der drives af de samme, som ejer og/eller betaler medierne for at kunne lulle os i søvn, så vi drømmer om virkeligheden snarere end lever den. Om noget sådant nogensinde fandtes: så reelt et Matrix, som beskrevet i nogen film.

Selv hvis det 'kun' var mennesket, der forsvandt, og naturen overlevede os, så ville vi - som det er idag - efterlade i hundredvis af løbske, nukleare reaktorer. Uden mennesket til at tage vare på sig, ville de - selv med robotik til at hjælpe, før eller siden - smadre alt dna-baseret liv på samme måde, som hvis Jorden intet magnetfelt havde og var udsat for den fulde dosis af interstellar stråling. Alt (i hvert fald kompliceret) liv ville nærmest bogstavelig talt disintegrere, måske med vira som den livsform, der lukker og slukker. Selv ikke bjørnedyr (tardigrader) ville overleve en verden bebumset med Fukushima'er. Af al menneskets dårskab er og bliver atomkraft i mine øjne den alvorligste, enkeltstående fare mod livet på Jorden.

En anden måde at anskue dette på er, at med brugen af atomkraft som energikilde har vi i effekt sørget for, at hvis et meteor ramte Jorden imorgen, så ville selv et stykke stjernegrus, der 'blot' var en tiendedel så stort som det, der slog dinosaurerne ihjel for et galaktisk år siden, kunne udslette ikke blot os, men alt liv på kloden. I stedet for blot ét Fukushima kunne vi stå med hundreder og således selv få en prøve på, hvad der venter Jorden, når vi ikke længere er her til at 'passe på'.

 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Recent Posts

August 28, 2020

Please reload